Da Mette Frederiksen i foråret 2020 sagde de berømte ord, ”Danmark lukker ned”, var det de færreste unge der tænkte, ”Øv”. Tværtimod var det en skøn tanke, at der nu blev lidt ekstra fri for skolen.
Men hurtigt blev dage til uger og uger blev til måneder. For mange gik det galt og i dag kigger vi ind i en børnepsykiatri, der slet ikke kan følge med. Konsekvenserne af nedlukningen har været dyr, når vi ser på de unges mentale trivsel. Nu kommer der så en ”forlænget juleferie”, som risikerer at blive til endnu en nedlukning. Retorisk lyder det attraktivt men i praksis kan det blive endnu en diagnose-booster for børn og unge.
Jeg husker det fra mig selv. Jeg hadede at gå i skole – og så alligevel ikke. For når vi nåede til slutningen af sommerferien, så havde jeg nærmest skoleabstinenser. Set i bakspejlet var det nok mere fællesskabs-abstinenser, jeg mærkede. Jeg savnede mine venner og alt det sociale, som nogle tager for givet men som mange unge ikke kender til, hvad enten der er Corona eller ej.
Blandt de unge jeg møder ser jeg nemlig to udgaver.
Den primære gruppe
Den som samfundet og mediernes har fokus på og som udgør et flertal. Det er dem der får det træls, når tingene lukker ned. De kommer til at mangle samværet med deres jævnaldrende. Hjemmeskolingen erstatter ikke dette behov, og da de i 2020 end ikke måtte lege med hinanden i fritiden og ikke kunne komme til fritidsaktiviteter, gik det galt for nogle. Heldigvis fik gode kræfter etableret udendørs motionsaktiviteter, så de denne gruppe unge trods alt kunne ses en gang i mellem og få dæmpet de værste abstinenser.
Den marginaliserede gruppe
Så er der den anden gruppe af unge. Det er alle dem, der i forvejen alt for godt kender katastrofesituation. De unge der i årevis lever i en konstant undtagelsestilstand, som den de ”velfungerende” unge følte, at Coronaen var. Disse unge er konstant ude over deres grænser. Det er de unge, der ikke passer så godt ind i klasse og i et skolesystem, der primært tager højde for de primære børn -og unge, der fungerer i et fagligt ambitiøst skolesystem. Alle dem der har det svært, måske grundet en diagnose eller ressourcesvage forældre. Eller dem med få venner, der er introverte og kæmper en kamp hver dag de møder i skolen. Den gruppe af unge mener jeg slet ikke der blev gjort nok for under nedlukningen. De måtte blot hægte sig på de aktiviteter som de andre blev kompenseret med.
Jeg er derfor meget skeptisk ved, at denne Coronabølge igen rammer de unge i skolerne. Nu kan de unge igen sidde hjemme med deres tanker og eventuelle frygt for Corona. Mange vil sidde alene hele dage og igen er der kun en faglig kompensation – hjemmeskolingen.
Hjemmeskoling er ikke en fed øvelse i ret mange hjem. Hjemme hos mig får min søn da et problem, hvis jeg skal undervise ham – ikke fordi jeg ikke vil prøve, men fordi jeg ikke just var et unikum i skolen. Jeg bliver aldrig mine børns faglige fyrtårn.
Jeg frygter, at endnu en nedlukning vil øge afstanden mellem de unge. Mange af de primære børn nok skal klare ærterne mens endnu flere af de marginaliserede kommer til at betale prisen – både fagligt og socialt.
Shano